Introduktion

I mere end 10 år har jeg beskæftiget mig med bygningsbevaring og byens udseende. Samtidig med at jeg fik større og større indsigt, blev jeg også mere og mere frustreret over myndighedernes generelt ligegyldige holdning til vores fælles bygningskulturelle arv.

Selv i institutioner som Kulturarvsstyrelsen (tidligere Skov- og Naturstyrelsen), der er "forretningsfører" for de fredede huse, har medarbejderne efterhånden så meget dårligt på samvittigheden, at man må spørge sig selv, om ikke de har misforstået deres egentlige mission. I stedet for at hjælpe de fredede og bevaringsværdige huse til et bedre liv, virker det som om de bruger flere ressourcer på at forhindre gennemførelsen af fredningssager, de ikke selv har fundet på. Samtidig giver de ofte tilladelse til fuldstændig skamfering af fredede bygninger, når disse skal renoveres (Se eksemplet med Ahornsgade 15-19).

Forhenværende miljø- og energiminister Svend Auken brugte i sin ministertid megen energi på, at give det udseende af, at han havde stor forståelse for bygningskulturen. Imidlertid har talrige sager vist, at han havde temmelig svært ved at leve op til egne formulerede visioner.

 
Talrige gange har Svend Auken vendt tommelen nedad, når en fredningssag - der inkluderede uerstattelige kultur- og arkitekturværdier - havnede på hans bord som det sidste afgørende led i et langstrakt fredningsforløb.
 
 

Ellers er politikerne de største syndere. Tager man Københavns Borgerrepræsentation, er det et fåtal af politikerne, der for alvor føler noget for byens udseende. -Desværre er det symptomatisk, at det største parti også er det, der mangler en helt grundlæggende forståelse for byens væsen.

De værste vandaler på Københavns Rådhus er uden sammenligning tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og nuværende bygge- og teknikborgmester Søren Pind, der begge har udvist en adfærd, så man skulle tro de repræsenterede et nedrivningsfirma.

Selv om der er udarbejdet bydelsatlas for samtlige bydele i Københavns Kommune, giver rådhuset, uden at blinke, gang på gang nedrivningstilladelse til bygninger, der i atlassene har fået tildelt betegnelsen "høj bevaringsværdi"!

Frederiksberg er nærmest kendt som "Den grimme kommune". Den ene mere rædselsvækkende bygning efter den anden er siden 1960'erne - uden hensyn til omgivelserne - klasket ned i fine kulturmiljøer. Platanvej er et eksempel på, hvorledes man kan smadre en hyggelig villavej med tårnhøje betonklodser. Bevaringsforståelsen på Frederiksberg kan ligge på et meget lille sted og skyldes vel, at kommunens største parti mangler fantasi og kun fokuserer på én ting: kroner og øre!

 
 

Formålet med denne hjemmeside er at fokusere på det fravær af historisk forståelse og kvalitetssans, der kendetegner de beslutningstagere og myndigheder, der har med den fysiske udvikling i København og på Frederiksberg at gøre. Samtidig er det hensigten at udpege de værste vandaler og trække dem frem i lyset, så alle kan se, hvor katastrofalt de opfører sig, på trods af det store ansvar de har.

Med de udvalgte fem eksempler er det tanken at vise hvor absurd det eksempelvis er, når et argument imod at bevare f.eks. lyder, at et ældre byggeri, der er beliggende på en given grund, ikke passer ind i det nye, det er planen at opføre. -Det er jo den omvendte verden! -Hvorfor siger man ikke i stedet, at det er det nye, der skal tilpasse sig den gamle eksisterende bebyggelse!

Tankeløshed, ligegyldighed, pengeinteresser, kammerateri, politiske rævekager og mangel på skønhedssans er desværre styrende for den skammelige adfærd, der udvises over for vores fælles kulturarv. Såfremt du har kommentarer eller lignende er du velkommen til at sende mig en email.

Peter Holst Eriksen