Vesterfælledvej 6

Den 28. oktober 1999 standsede Skov- og Naturstyrelsen nedrivningen af erhvervskomplekset Vesterfælledvej 6 efter anmodning fra Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Det var første gang Landsforeningen benyttede sig af denne standsningsret, de havde fået med den nye ændring af bygningsfredningsloven. Landsforeningen kunne nu få udskudt en påtænkt nedrivning, indtil Det særlige Bygningssyn havde taget stilling til en eventuel fredning!

Landsforeningen havde i de foregående uger undersøgt bygningernes historie og fundet, at deres kulturhistoriske værdi var betydelig. Fredningsforslaget omfattede to forhuse mod Vesterfælledvej samt et mellemliggende portparti foruden et stort pakhus i gården. Bygningerne var opført i 1903 af arkitekt Thorvald Sørensen for S. N. Meyer & Co, der var et af nordens største grossistfirmaer i skind og huder. Fredningsforslaget var nøje gennemarbejdet og påviste kompleksets store kulturhistoriske værdi: "...Bygningerne er et væsentligt vidnesbyrd om en type en gros virksomhed, der omkring århundredskiftet bidrog til Københavns store økonomiske vækst. Man kan karakterisere komplekset som en "moderne" købmandsgård for en mellemstor handelsvirksomhed af internationalt tilsnit. Komplekset udgør som sådan et fint og helstøbt bymiljø, der kulturhistorisk besidder stor fortælleværdi".

 
S. N. Meyer & Co på Vesterfælledvej 6 fotograferet i 1916.
 
Det særlige Bygningssyn behandlede fredningsforslaget på deres møde den 17. november 1999, hvor de indstillede komplekset til fredning og kom med følgende udtalelse: "...Bygningsanlægget udgør et væsentligt og karakteristisk eksempel på et bebyggelsesmønster, som kendetegner de københavnske brokvarterer under industrialiseringen. Bygningerne er et godt eksempel på en grossistvirksomhed med administration, butikker og beboelse i forhusene, og det bagvedliggende pakhus, der har været anvendt til bearbejdning og oplagring af huder og skind. Pakhuset afspejler tillige områdets skiftende industrielle anvendelse, idet underetagens mure er genanvendt fra en ældre støberihal."
 
 Pakhuset set fra bagsiden.
 

Imidlertid var der stærke kræfter i Skov- og Naturstyrelsen, der var modstandere af at fredningen blev gennemført - heriblandt Kontorchef i Bygningsrestaureringskontoret Ane Vium Olesen, samt Caspar Jørgensen i Bygningsfrednings- og Bevaringskontoret (der i øvrigt behandlede sagen). Sidstnævnte var styrelsens "specialist" i industribygninger, men han vidste - skulle det vise sig - intet om bygningerne på Vesterfælledvej. Han udstillede ovenikøbet sin sjuskede og mangelfulde sagsbehandling ved at fremkomme med fejlagtige påstande omkring bygningernes historie.

 
Venstre forhus - opført til beboelse og forretningslokale.
 
Højre forhus - opført til beboelse og i stueetagen kontor for S. N. Meyer & Co.
 

Ejerne af komplekset - det svenske firma Diligentia Copenhagen Europe Center - ønskede at nedrive bygningerne med henblik på at skabe et areal til overfladeparkering, hvilket Københavns Kommune tidligere havde billiget, selv om bygningerne var tildelt høj bevaringsværdi i Vesterbro Bydelsatlas, og det i øvrigt var indlysende, at området herved ville lide ubodelig skade.

Ejerne var rasende over fredningsforslaget og truede Skov- og Naturstyrelsen med bål og brand. Den 2. november 1999 blev der afholdt møde mellem direktør Henrik Jensen fra Diligentia Copenhagen Europe Center og Skov- og Naturstyrelsens direktør Hans Henrik Christensen. I flere breve til styrelsen truede Copenhagen Europe Centers advokater desuden med, at det ville få alvorlige økonomiske konsekvenser for styrelsen, såfremt fredningen blev gennemført: "...Diligentia Copenhagen Europe Center A/S har søgt og fået nedrivningstilladelse til bygningerne og vil derfor i medfør af bygningsfredningslovens bestemmelser kræve det offentlige overtagelse af bygningerne mod en ganske betydelig erstatning...".

Skov- og Naturstyrelsen fandt naturligvis ikke disse trusler morsomme, og besluttede at de ikke ønskede fredningen gennemført. Samtidig med oplysningen om at bygningerne var indstillet til fredning, bekendtgjorde styrelsen derfor: "Det skal bemærkes, at Skov- og Naturstyrelsen som Det Særlige Bygningssyn finder bygningerne kulturhistorisk interessante, men i modsætning til Det Særlige Bygningssyn finder Skov- og Naturstyrelsen ikke, at de kulturhistoriske værdier kan begrunde en fredning. Såfremt der ikke fremkommer væsentlige nye oplysninger i forbindelse med ovennævnte høring, agter Skov- og Naturstyrelsen derfor ikke at gennemføre fredningen."

Styrelsen ville helst have undgået en egentlig sagsbehandling, men da de jvf. bygningsfredningsloven var nødt til at lade sagen køre, var dette en måde, hvorpå man med det samme kunne tilkendegive, at fredningen ikke ville blive gennemført!

 
Firmaets navnetræk på pakhusets facade.
 

Herefter fulgte en absurd sagsbehandling, hvor udfaldet nærmest var givet på forhånd - Miljøminister Svend Auken havde dog det sidste ord, og man kunne så sætte sin lid til, at han var noget mere seriøs end sin egen styrelse. I den efterfølgende høringsperiode fremkom der 9 positive tilkendegivelser for en fredning af komplekset. Styrelsen fastholdt dog at: "...bygningerne ikke i tilstrækkelig grad har hverken de væsentlige arkitektoniske eller kulturhistoriske værdier, som kræves, for at en fredning kan gennemføres efter lov om bygningsfredning og bevaring af bymiljøer". Med styrelsens afgørelse af 30. maj 2000 fremgik det dog tydeligt, at Sagsbehandler i Skov- og Naturstyrelsen Caspar Jørgensen ikke havde sat sig ordentligt ind i sagen, og at der var tale om rent forudindtaget skrivebordsarbejde.

Styrelsen påstod bl.a., at der var nedrevet en bygning i det kompleks, Thorvald Sørensen lod opføre i 1903. Dette blev imidlertid modbevist, da der blev fremskaffet dokumentation, der påviste, at den nu forsvundne bygning stammede helt tilbage fra 1866 og var tegnet af arkitekten O. Petersen - altså var der tale om en bygning fra før S. N. Meyers tid - der i øvrigt var nedrevet allerede i 1920'erne i forbindelse med en vejudvidelse. -Thorvald Sørensens kompleks var altså intakt!

Styrelsen hang sig endvidere i, at der var skiftet enkelte vinduer og monteret en nyere trappe i højre forhus. Denne trappe var imidlertid placeret på et sted, hvor der ikke før havde været en trappe og kunne nemt fjernes igen... Endvidere argumenterede de med, at pakhusets etager var blevet opdelt i en række mindre rum! Desuden påstod de, at bygningerne var i så dårlig stand at "...en genopretning efter Skov- og Naturstyrelsens vurdering vil være yderst vanskelig uden at ændre afgørende ved bygningernes bevaringsværdige kvaliteter..." Styrelsen fokuserede altså på alt det negative, de overhovedet kunne komme på, selv om der ikke var fredet tilsvarende bygninger andet steds i landet - ovenikøbet var dette kompleks, samtidig i besiddelse af mange fine, velbevarede detaljer .

 
Interiør fra pakhuset med oplagrede huder - fotografi fra 1915.
 
-Samme motiv under nedrivning den 10. januar 2001.
 

Skov- og Naturstyrelsens afgørelse kunne herefter påklages til miljø- og energiminister Svend Auken. Dette foranledigede, at der fremsendtes 12 skrivelser til Auken. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur skrev i deres brev af 27. juni 2000: "...Styrelsen anfører , at "bygningerne besidder kulturhistoriske værdier af stor lokal betydning". Som nævnt i Landsforeningens fredningsforslag bør anlægget opfattes som "en moderne købmandsgård", der som type har mere end lokal interesse. Den kulturhistoriske hovedvægt ligger på, at der er tale om en moderne virksomhed fra hovedstadens gründerperiode omkring 1900, som med dansk forankring energisk og ekspansivt søgte sin fortjeneste over hele europa og på andre kontinenter... ...Bygningskomplekset har således været basis for såvel internationale, nationale og lokale aktiviteter af ikke uvæsentlig betydning..." -Endvidere bemærkedes det: "Efter vor undersøgelse findes der ikke længere i København eksempler på de bygningsmæssige rammer om en grossistvirksomhed - en moderne købmandsgård - i den størrelsesorden...".

Også Kulturmiljørådet for Københavns og Frederiksberg kommuner gik i rette med styrelsens påstand om, at komplekset alene besad kulturhistoriske værdier af lokal betydning og fremsendte en fyldig skrivelse af 28. juni 2000: "...Kulturmiljørådet (skal) udtale, at man finder, at bygningerne foruden den store lokale værdi rummer endog meget væsentlige kulturhistoriske værdier, der rækker langt ud over den lokale betydning. Den nationale værdi er heller ikke ubetydelig, idet der så vidt vides ikke findes tilsvarende fredet kompleks andre steder i landet, der fortæller denne del af historien. Således var S. N. Meyer & Co et af de største firmaer i hudebranchen i de nordiske lande. Desuden havde firmaet i sin storhedstid afdelinger i flere udenlandske byer, bl.a. Malmø, Helsingfors , St. Petersborg, Riga, Nisnij Novgorod og New York...".

 
Reklame fra 1915 der viser at S. N. Meyer ikke kun havde lokal betydning.
 

Også undertegnede - Peter Holst Eriksen - skrev en lang udførlig indsigelse med en række bilag, hvor bl.a. S. N. Meyer & Co's firmahistorie blev nøje gennemgået. -Herefter kunne styrelsen ikke med nogen rimelighed længere påstå, at der ikke var fremkommet væsentligt nyt til sagen. I min skrivelse af 28. juni 2000 fremførte jeg bl.a. at: "...Styrelsen postulerer ( ) at: "...bygningerne er i så dårlig stand, at en genopretning efter Skov- og Naturstyrelsens vurdering vil være yderst vanskelig uden at ændre afgørende ved bygningernes bevaringsværdige kvaliteter..." -Denne påstand virker temmelig mærkværdig, for hvilke "bevaringsværdige kvaliteter" er det, styrelsen mener ikke kan opretholdes ved en renovering af bygningerne? Det er heller ikke på nogen måde underbygget, at bygningerne skulle være i så dårlig stand, som ejeren og kommunen påstår... ...Såfremt spørgsmålet om bygningernes tilstand overhovedet skal tillægges nogen værdi, må disse gennemgås af en uvildig bygningssagkyndig..." Endvidere gjorde jeg opmærksom på, at jeg havde haft kontakt til en dygtig entreprenør, der havde stor erfaring i renovering af ældre bygninger, og at denne entreprenør var overbevist om, at en renovering absolut var mulig og økonomisk forsvarlig!

Desuden skrev jeg, at jeg fandt det ganske bemærkelsesværdigt, at "...styrelsen alene nævner, at: "...Bygningernes kulturhistoriske værdi består således i, at de danner et karakteristisk bebyggelsesmønster, og at de repræsenterer almindelige og ofte forekommende bygningstyper...". -Ikke med ét ord nævner eller forholder styrelsen sig til firmaet S. N. Meyer & Co's virksomhedshistorie og de kulturhistoriske værdier, der grundet netop dette firma og dets grundlægger hører uløseligt sammen med disse bygninger. Man negligerer altså de udførlige oplysninger, der allerede er præsenteret for styrelsen fra Landsforeningens side og siger: "...For så vidt angår bygningernes kulturhistoriske værdi, skal Skov- og Naturstyrelsen udtale, at styrelsen finder, at bygningerne besidder kulturhistoriske værdier af stor lokal betydning, men ikke af den væsentlige karakter, som kræves af et fredningsemne..." ".

Sluttelig citerede jeg styrelsen: "...Pakhuset - en etagebygning med træbjælkelag og forholdsvis stor dybde - er et eksempel på en almindelig forekommende bygningstype inden for industrialiseringens erhvervsbyggeri. De lavere forhuse var oprindelig indrettet til administration, butikker og beboelse. Såvel organiseringen af bygningerne som bygningernes dekoration, afhængig af deres anvendelse, var almindelig for denne type bygninger...". Til denne nedgørelse af bygningerne skrev jeg: "Da styrelsen jo påstår, at komplekset er så "almindeligt", ville det være rimeligt, om styrelsen blev pålagt at pege på tilsvarende velbevarede fredningsegnede komplekser i de københavnske brokvarterer - altså grossistvirksomheder i hudebranchen eller beslægtede erhverv fra samme tid og med samme type bygninger og funktioner, og hvortil det samtidig er belyst, at virksomheden er i besiddelse af samme spændende bygningshistorie og udførlige kulturhistoriske oplysninger, der, som jeg i det medfølgende bilag 6 har påvist, rækker langt ud over den lokale betydning".

 
December 2000: nedrivningen af forhusene påbegyndes.
 
Loftet i S. N. Meyers kontor under nedrivning.
 
S. N. Meyers tidligere så smukke kontor.
 

Trods det omfattende historiske materiale der havde set dagens lys, fandt Skov- og Naturstyrelsen ikke, at der var fremkommet afgørende nye oplysninger til sagen. M.h.t. afsløringen af deres eklatante fejl omkring det nedrevne forhus fra 1866, udtalte de blot: "Med hensyn til dateringen af forgængeren for forhuset fra 1946 har Skov- og Naturstyrelsen ikke undersøgt spørgsmålet nærmere, da bygningen er nedrevet". De indrømmede altså med arrogant ligegyldighed sort på hvidt, at de ikke havde sat sig ordentligt ind i sagen, men var fremkommet med udokumenterede påstande! Styrelsens konklusion var som forventet, og i skrivelse af 22. august 2000 indstillede de til ministeren, at han fastholdt styrelsens beslutning om ikke at frede.

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur fremførte i skrivelse af 19. september 2000 til miljø- og energiministeriet, departementet, at pakhuset ikke længere var en almindelig forekommende bygningstype, som fremført af styrelsen. Desuden anførte de, at foreningen fandt fredningspraksis ude af trit med bygningsfredningslovens formålsparagraf om at frede bygninger, der belyser bolig, arbejds- og produktionsvilkår. Sluttelig bemærkede de: "Der er tale om et sjældent eksempel på hjemstedet for en dansk verdensomspændende handelsvirksomhed fra hovedstadens store opbygningsperiode omkring år 1900. En moderne udgave af købmandsgården, som af hensyn til diversiteten i fredning af danske handelshuse bør sikres for fremtiden".

Kulturmiljørådet for Københavns og Frederiksberg kommuner skrev også til ministeren: "...Kulturmiljørådet finder ikke at denne (styrelsens) tilbagevisning er fyldestgørende og fastholder hermed, at ejendommen efter vores bedste overbevisning er fredningsværdig". Endvidere kritiserede rådet styrelsens påstand om, at komplekset var ombygget: "...Dette argument mister helt sin vægt når man ved, hvilke virkelig store forandringer styrelsen giver tilladelse til i allerede fredede bygninger. På det seneste er vi blevet gjort bekendt med at tilladelse til nedrivning af vægge, udskiftning af vinduer samt total ændringer af hele konstruktioner er blevet givet til fredede bygninger. På Vesterfælledvej er der opsat nogle lette skillevægge, som nemt kan fjernes, idet der ikke er ændret noget ved selve konstruktionerne". Sluttelig gentog Kulturmiljørådet sin opfordring til ministeren om at gennemføre fredningen!

 
Svend Aukens kulturhistoriske hærværk på Vesterfælledvej.
 

I skrivelse af 20. september 2000 til departementet fremførte også jeg uddybende kommentarer til sagen og gik i rette med styrelsens påstand om, at der ikke var fremkommet afgørende nye oplysninger: "...Så længe man alene vurderer det materiale og de argumenter, styrelsen selv har bragt på bordet, må man give dem, at de har ret: Der er ikke fra styrelsens side fremkommet afgørende nye oplysninger - endsige reelle argumenter! Derimod mener jeg, at de ovenstående 2 1/2 side, hvori jeg gendriver styrelsens påstande, til fulde viser, at jeg har tilført sagen afgørende nye oplysninger. I betragtning af, hvor meget nyt materiale, jeg derudover ved min skrivelse af 28. juni 2000 samt de hertilhørende bilag (historiske fotos, firmahistorie o.a.) har fremskaffet, finder jeg det helt misvisende, at styrelsen stadig påstår, at der ikke er fremkommet afgørende nye oplysninger til sagen og dermed nægter at anerkende værdien af det væsentlige kulturhistoriske materiale, man har fået forelagt. Styrelselsens sagsbehandling har tydeligvis været overfladisk, nærmest grænsende til det udygtige, hvorfor den faglige vurdering lader meget tilbage at ønske. Det er ganske indlysende, at styrelsens beslutning ikke er truffet på baggrund af en velunderbygget og seriøs sagsbehandling, hvor man objektivt har forholdt sig til det i sagsforløbet fremkomne materiale. Jeg skal derfor indtrængende anmode ministeren om, at fastholde indstillingen fra Det Særlige Bygningssyn og gennemføre fredningen af Vesterfælledvej 6 grundet kompleksets væsentlige kulturhistoriske værdi".

 
Pakhuset nedrives.
 

Caspar Jørgensen fra Bygningsfrednings- og bevaringskontoret skiftede nu taktik og fremførte - mod bedrevidende - at bebyggelsen på Vesterfælledvej både kunne betegnes som fabrik og som pakhus, med det argument at dele af pakhuset på et tidspunkt havde været lejet ud til nogle mindre virksomheder. Samtidig opremsede han et antal fabrikskomplekser, der var fredet forskellige steder i landet. Helt absurd blev det, da styrelsen desuden argumenterede med, at der var fredet andre lave bygninger på Vesterbro, bl.a. beboelsesejendomme, der i øvrigt på ingen måde kunne sammenlignes med bygningerne på Vesterfælledvej!

Denne nye og decideret usandfærdige påstand at pakhuset var en fabrik, fik mig til den 30. oktober 2000 atter at fremsende en skrivelse til ministeren, hvori jeg kritiserede styrelsen for bevidst at miskreditere bygningerne, og jeg fortsatte: "...Ganske vist er det muligt, at S. N. Meyer & Co i perioder udlejede dele af pakhuset til mindre virksomheder, men firmaet har altid selv benyttet bygningen som lager. I arkitekt Thorvald Sørensens byggeanmodning af 11. november 1902 til Københavns Bygningskommision, skriver arkitekten på vegne af S. N. Meyer & Co, at pakhuset "agtes benyttet til lager af Huder og Skind". -Det nævnes ingen steder, at anden benyttelse er tiltænkt, hvorfor bygningen altså er opført som lager! Det er ganske tydeligt, at styrelsen forsøger at skævvride sagen ved at sige, at "Bygningen kan på den bagrund med lige stor ret opfattes som fabrik henholdsvis pakhus". Man peger i denne forbindelse på et antal fredede etagefabrikker, der stort set alle har det til fælles, at de findes i provinsen og ikke på nogen måde kan sidestilles med anlægget på Vesterfælledvej - hverken hvad bygningernes udformning eller virksomhedens art angår. I øvrigt er der jo altså i styrelsens eksempler tale om deciderede fabrikker, hvor der har fundet en egentlig produktion sted. Som bekendt har der ikke fundet nogen produktion sted hos S. N. Meyer & Co på Vesterfælledvej... ...det er ganske enkelt en fordrejning af fakta at påstå, at grossistvirksomheden S. N. Meyer & Co kan sidestilles med en fabrik!".

Jeg sluttede min skrivelse af med at opfordre miljøminister Svend Auken til at gennemføre fredningen og se seriøst på sagen: "Da det efterhånden må være ganske tydeligt for enhver, at Skov- og Naturstyrelsens sagsbehandling mildest talt har været useriøs samt præget af fejl og sjuskeri, skal jeg indtrængende anmode om, at man ser på denne sag med nye og opmærksomme øjne".

 
Vindue i pakhuset.
 

Lige meget hjalp det dog, for den 17. november 2000 underskrev Svend Auken dødsdommen over bygningerne på Vesterfælledvej. Han henholdt sig i et og alt til Skov- og Naturstyrelsens tidligere afgørelser og argumentation. Auken accepterede endda den helt usande påstand at komplekset kunne sidestilles med en fabrik: "...Miljø- og Energiministeriet, departementet finder, at Skov- og Naturstyrelsen har redegjort for lignende bygningstyper, der allerede er fredet. Det er rigtigt, at der tilsyneladende ikke er fredet andre grossistvirksomheder, der har haft huder eller lignende som hovederhverv. På den anden side finder departementet ikke, at der nødvendigvis skal fredes et pakhus el.lign for hvert enkelt erhverv, der tidligere har fundet sted i Danmark. Departementet bemærker i den forbindelse, at der allerede er fredet andre lave forhuse på Vesterbro, og at der på andre lokaliteter ligeledes allerede er fredet flere pakhuse og fabrikker". -Det må siges at være grænsende til det absurde at også departementet og ministeren finder, at det er gyldig grund for ikke at frede, at der findes andre fredede bygninger på Vesterbro, der er lave!

I konklusionen bemærkede ministeren ligeledes, at: "...Departementet finder samlet set ikke, at kompleksets kulturhistorie set sammen med oplysningerne om de foretagne ombygninger og oplysningerne om bygningernes tilstand har en sådan karakter, at det kan begrunde en fredning... ...Med hensyn til påstandene om Skov- og Naturstyrelsens manglende forståelse for bygningen finder departementet, at det fremgår af de af styrelsen indsendte akter til denne sag, at der er foretaget et seriøst stykke forarbejde ved forberedelsen af denne sag, men at der er forskellige meninger om bygningernes repræsentative værdi og deraf følgende fredningsværdi".

Ministeren fandt altså ikke, at de velunderbyggede kulturhistoriske oplysninger havde tilstrækkelig værdi. Endvidere fastholdt man, at de få ændringer bygningerne havde undergået, var af alt for voldsom karakter. Interessant i denne forbindelse er det at skæve til, hvor mange ødelæggelser af den fredede ejendom Ahornsgade 15-19 (se denne) styrelsen rent faktisk har givet tilladelse til. Der er med andre ord tale om forskelsbehandling fra sag til sag! Endelig tillagde ministeren det altså vægt, at ejeren Diligentia Copenhagen Europe Center og Københavns Kommune mente, at bygningerne var i dårlig stand. Imidlertid byggede denne påstand alene på et skøn, og departementet ønskede ikke at foretage en uvildig undersøgelse, der kunne give et retfærdigt billede af bygningernes tilstand.

Svend Auken har med udfaldet af denne sag klart vist, at det ikke er reelle argumenter, men politik, der styrer afgørelsen i sager som Vesterfælledvej 6. Selv om Landsforeningen havde en meget god sag, er der altså intet at stille op, når der er vigtigere interesser på spil...

 
Når politik er vigtigere end kulturhistorie...